Da en Volkswagen Passat Variant, 2.0 TDI tidligere på året rullede ud på den lange tur fra Danmark til Ukraine, var det ikke blot en bil på vej mod nye opgaver. Det var resultatet af en personlig beslutning fra Lars Lau Utzon, leder af Soldaterrekreationen i Høvelte hos KFUM’s Soldatermission. I stedet for at skrotte sin ældre bil valgte Lars at donere den til humanitær hjælp i Ukraine, hvor den i dag indgår i arbejdet med at støtte soldater og civile midt i krigen.

Lars forklarer, hvordan beslutningen tog form:
“Min bil var en ældre dieselbil, der ikke kunne komme igennem syn uden simple, men tidskrævende reparationer, som ikke kunne betale sig at lave i Danmark,” siger han. “Men de kunne let udføres af ukrainske mekanikere. Det blev derfor tydeligt for mig, at bilen ville gøre en langt større forskel for Ukraine, end skrotpræmien ville gøre for mig.”
At dieselbiler er særligt eftertragtede i Ukraines forsvar, gjorde kun valget nemmere. “Jeg fik at vide, at Ukraines forsvar foretrækker dieselbiler, imens vi helst ikke vil have dem på de danske veje længere. Det lå derfor lige for, at bilen skulle bidrage med at afværge den humanitære krise, der netop nu udspiller sig i Ukraine.”
Selvom en bil for mange er et personligt eje, føltes donationen ikke som et tab for Lars. Tværtimod. “Det føles godt at vide, at jeg kan hjælpe med at gøre en forskel,” siger han. “Jeg kan føle mig magtesløs over Ruslands aggression i Ukraine, og jeg har hverken mulighed eller evner til at gøre en forskel, når det kommer til modstand eller til krigshandlinger.”
Netop denne følelse af magtesløshed er noget, Lars genkender fra samtaler med mange mennesker. Men for ham blev donationen en måde at handle konkret og meningsfuldt:
“Så meget desto mere meningsfyldt føles det at kunne bidrage med materiel til ukrainernes heltemodige modstandskamp.”
I sit arbejde med danske veteraner ser han hver dag, hvad støtte, nærvær og fællesskab betyder for militært personale. Derfor ser han også sin donation som mere end blot et køretøj.
“Jeg håber, at en privat donation af materiel kan bidrage til, at den ukrainske befolkning kan mærke den opbakning, der er – ikke bare fra politikere fra vestlige lande, men også fra befolkningerne.”
“Jeg håber, at bidrag fra menneske til menneske kan give et større boost til moralen, end når hjælpen alene kommer fra land til land.”
– Lars Lau Utzon
Han understreger, at menneskelig støtte har sin egen styrke:
“Jeg håber, at bidrag fra menneske til menneske kan give et større boost til moralen, end når hjælpen alene kommer fra land til land.”
“Jeg ønsker, at min bil kan give fornyet gejst,” siger han. “Desuden kan jeg drømme om, at bilen kan gøre en praktisk forskel ved at indgå i den samlede logistik, der kan sikre en modstand, som kan føre til en varig fred i Ukraine.”
Som leder af Soldaterrekreationen i Høvelte arbejder Lars hver dag med at skabe et trygt sted for danske soldater og veteraner. Det gør det måske ikke overraskende, at han også rækker hånden ud til dem, der kæmper i Ukraine. Alligevel er det tydeligt, at donationen fylder ham med ydmyghed.
“Set i forhold til, hvad ukrainerne gør af personlige ofre for deres land og for Vestens skyld, er det et beskedent bidrag jeg selv er kommet med. For mig er det imidlertid vigtigt, at vi alle gør en forskel, hvor vi kan.”

Nogle gange kan en bil, der ellers stod foran en tur på skrotpladsen, blive en del af en helt anden og vigtigere fortælling – en fortælling om solidaritet, mod og medmenneskelig støtte i en af Europas mørkeste perioder.
Lars donerede bilen, der blev brugt penge på at køre den til Ukraine, og reparationerne i Ukraine kostede omkring 9.000 kr., men bilen fik hurtigt nyt liv og ny betydning.


