– En samtale med feltpræst Vitaliy Bajda.
Lviv, Ukraine, 3. august 2024
Midt i krigens kaos og usikkerhed står en mand fast i sin tro og kald. Vitaliy Bajda er feltpræst støtter de soldater, der forsvarer Ukraine.
Jeg har mødt ham til et interview om hans tanker, følelser og oplevelser fra frontlinjen, hvor han netop var kommet tilbage fra. Der har han levet ved siden af de mænd og kvinder, som dagligt risikerer deres liv.
“Mit navn er Vitaliy Bajda, jeg er præst i den ukrainske græsk-katolske kirke, og siden november sidste år har jeg været feltpræst i den Ukrainske Nationalgarde (NGU) ,” indleder han med en ydmyghed og stolthed i stemmen.
En uventet rejse
Vitaliy beskriver, hvordan hans vej til at blive feltpræst ikke var planlagt. Som ung drømte han om mange forskellige karrierer, herunder at blive skuespiller, men efterhånden som han voksede op, følte han et stærkere kald til præstegerningen.
Det var dog ikke før krigens begyndelse, at han følte, at han virkelig måtte tage en aktiv rolle som feltpræst for de ukrainske soldater. Men beslutningen var ikke let, især med en ung familie derhjemme.
“Min datter var omkring et år gammel, og jeg fandt også ud af, at jeg skulle have en søn,” siger Vitaliy og forklarer, hvordan den personlige kamp mellem familielivet og kaldet til at tjene hans land var en stor udfordring.
En støtte i mørket
Når Vitaliy taler om sin rolle som præst ved frontlinjen, understreger han, hvor vigtig det er at være til stede og lytte til soldaterne.
“Det meste af tiden var jeg der for at lytte til deres historier, som var fyldt med smerte og skuffelse”. “Historier om at miste venner,” siger han med en dyb følelse af empati og medfølelse.
Selvom han ofte føler sig hjælpeløs over for soldaternes smerte, forstår han værdien af blot at være en person, de kan betro sig til. “Jeg følte ofte en følelse af hjælpeløshed”. “Soldaterne delte deres problemer, og du vil have dem løst, men som feltpræst kan du ikke løse dem,” forklarer Vitaliy. Alligevel tror han, at det at lytte kan være en form for hjælp i sig selv.
“Vi tænker, at krig er langt væk fra os, men krig er ligesom ondskab, og ondskab er overalt.”
Vitaliy Bajda
Feltpræst
Tro i krigstid
Tro spiller en central rolle i Vitaliy’s liv og arbejde, men han presser ikke sine overbevisninger på andre. Han fortæller, hvordan han ofte bad alene, men nogle gange blev soldaterne inspireret til at slutte sig til ham. “Jeg så på deres ansigter, at denne bøn var vigtig, som om følelsen af, at Gud er med dem, gav dem styrke,” siger han og understreger betydningen af åndelig støtte, selv i de mørkeste øjeblikke.
Vitaliy reflekterer også over den ondskab, som han ser og oplever i krigen. Ondskab er en del af vores verden og en del af os som mennesker. Han laver en sammenligning med filmen Ringenes Herre, hvor kampen mod ondskaben er et tydeligt eksempel. “Vi tænker, at krig er langt væk fra os, men krig er ligesom ondskab, og ondskab er overalt.” pointerer Vitaliy. For ham er det vigtigt at huske, at enhver god handling, uanset hvor lille, kan være med til at bekæmpe denne ondskab.
En menneskelig reaktion på umenneskelige omstændigheder
Trods hans store tro og dedikation indrømmer Vitaliy, at han nogle gange føler sig utilstrækkelig. Når soldaterne deler deres dybeste smerter med ham, ved han, at han ikke kan løse deres problemer.
Alligevel ser han sin tilstedeværelse og evne til at lytte som en essentiel del af sin tjeneste. “Jeg kan ikke løse deres problemer, men jeg kan lytte, og det er måske nok,” siger han.
I sidste ende handler Vitaliy’s mission ikke kun om at prædike tro, men også om at bringe håb og menneskelighed til dem, der har brug for det i de sværeste situationer.
Et budskab om Håb
Selvom Vitaliy Bajda står over for ondskab, i sin fulde styrke, så bevarer han sin tro på menneskets godhed og håbet om en bedre fremtid. Hans rejse som feltpræst er en påmindelse om, at selv i de mørkeste tider kan tro, medfølelse og fællesskab bringe lys.
“Jeg tror, at de mennesker, jeg møder, måske ikke forstår det, men de lever med Gud, selv når de ikke er klar over det,” afslutter han med en stærk tro på, at kærlighed og det gode altid vil sejre.
