Vi kan alle gøre lidt – også i Ukraine

En lille historie om, hvordan et par sikkerhedssko kom fra Varde til Volokhiv Yar.

Indsamling

Ved KFUM’s Soldaterhjem i Varde har en gruppe veteraner hjulpet med at samle en stor mængde udstyr. Det har de gjort gennem et projekt, der hedder “Vi pakker”, som er et samarbejde mellem Esbjergs Veterankoordinator, Rene Lenskjold, Blue Water Shipping og KFUM’s Soldaterhjem i Varde.

“Det er blevet til mange kasser med nødvendigt udstyr for at hjælpe mennesker i Ukraine. Især udstyr til beredskabet, som fx sikkerhedssko, har udgjort en stor del af indsamlingen,” forklarer Erik Hein, leder af KFUM’s Soldaterhjem i Varde.

“Vi kan alle gøre lidt – også i Ukraine,” reflekterer Erik Hein. “Tænk, at der er så stor lokal opbakning, at vi kan sende så meget til Ukraine. Det giver stof til eftertanke,” slutter Erik Hein, inden han sender de mange kasser af sted med Kristian Olsens bil og trailer.

Vi kan alle gøre lidt – også i Ukraine

– Erik Hein
Leder af KFUM´s Soldaterhjem i Varde

Transport

Det er fredag morgen d. 17. maj 2024, og Kristian Olsen fra Kjellerup, der både har tilknytning til KFUM og KFUK samt KFUM’s Soldatermission, er klar til at pakke i Varde. Kristian har mange gange tidligere kørt nødhjælp til Ukraine og har indvilliget i at køre denne tur og de mange kasser til en parkeringsplads i Polen, hvorfra den kan sendes videre.

“At hjælpe KFUM’s Soldatermission er en stor ære, og jeg tænker med glæde tilbage på den tid, hvor jeg selv arbejdede på KFUM’s Soldaterhjem i Rønne på Bornholm,” fortæller Kristian Olsen, inden han drager af sted på den lange tur.

Maria Kisil fra YMCA Lviv møder Kristian på en parkeringsplads nær Kraków, hvor hun kan læsse alle kasserne over i en anden bil. Maria kører ofte tæt på frontlinjen, hvor hun bringer nødhjælp til både civile og soldater.